Om Samfundet Dansk Kirkesang

Samfundet Dansk Kirkesang blev stiftet på kirkemusikeren Thomas Laubs 70-års fødselsdag den 5. december 1922. I de oprindelige vedtægter hedder det, at ”Samfundet Dansk Kirkesang har til formål at virke til at fremme forståelsen og brugen af dansk kirkesang, således som den er fornyet og tilrettelagt af Thomas Laub”. Siden er vedtægterne blevet let revideret og lyder i dag: "Samfundet Dansk Kirkesang har til formål at fremme forståelsen for den folkekirkelige gudstjenestes egenart med baggrund i den kirkemusikalske og teologiske tradition med stadigt blik for dens videreførelse og fornyelse som en slidbar udtryksform. Med udgangspunkt i inspirationen fra Thomas Laub ønsker Samfundet Dansk Kirkesang at understrege den kunstneriske overensstemmelse mellem ord og musik i gudstjenesten og i de kirkemusikalske udfoldelser i øvrigt." Det kan derfor være på sin plads at give en kort præsentation af Thomas Laubs virke og betydning for den danske kirkesang.

Baggrunden
Laubs fornyelse af den danske kirkesang tog sin begyndelse i 1880’erne. Inspiration var de tyske kirkemusikalske reformbevægelser, der siden midten af det 19. århundrede havde arbejdet på at genindføre de gamle reformatoriske salmemelodier i deres oprindelige melodiske, rytmiske og harmoniske former. I løbet af det 18. århundrede var de gamle melodiers oprindelige rytme blevet udjævnet til fordel for lige lange nodeværdier, ligesom dur/mol-tonaliteten havde fortrængt den oprindelige kirketonalitet i melodiernes harmoniske udsættelser. Denne udvikling kulminerede i første halvdel af det 19. århundrede, hvor man sang de gamle salmemelodier i et tempo, der nærmest krævede vejrtrækning på hver stavelse, og med harmoniske udsættelser i tidens romantiske og patetiske stil.

Det kan ikke undre, at denne sangform mildt sagt ikke var befordrende for salmesangen i gudstjenesten. Datidens situation kan illustreres med et citat af Rudolph Bay, kantor ved Holmens Kirke, der i bogen Om Kirkesangen i Danmark og Midlerne til dens Forbedring fra 1840 skriver:

”Almuen synger af Naturen slet; de høiere Classer ikke meget bedre, og tage for størstedelen eiheller Deel i Sangen i Kirken, deels fordi de ansee Prædiken for den eneste væsentlige Deel af Gudstjenesten, deels af Undseelighed for at lade deres Stemme høre, og deels fordi det nu er gaaet af Moden og kaldes gammeldags, ligesom Bordbønner m.m., og endeligen, fordi de ei kiende Psalmemelodierne, og i det hele ansee Choraler for den allerkjedsommeligste og meest smagløse Musik.”

Et forfriskende alternativ til denne situation fremkom med Grundtvigs salmer, som de blev sunget i hans Vartov-menighed fra 1839 og frem. Særlig opmærksomhed vakte det her, at de salmer, Grundtvig digtede til egne versemål, hyppigt blev sunget på melodier fra datidens populærmusik. En tid lang kunne man således synge ”Blomstre som en rosengård” på melodien til ”Kommer hid, I piger små” (for en langt mere nuanceret beskrivelse af Vartov-sangen skal der henvises til John Wedell Horsner: Vartovgalopader – sandhed eller skrøne?, 2021).

Den slags faldt naturligt nok mere konservativt indstillede organister og kirkemusikere for brystet, hvilket bl.a. kommer til udtryk i den første koralbog, der var inspireret af Grundtvig-sangen, nemlig Berggreens Koralbog fra 1853. Berggreen, der var organist ved Trinitatis Kirke, slår i sin indledning kraftigt til lyd for, at salmemelodierne bør have en ”kirkelig karakter” og at der ”visselig bør drages en skarp Grændse imellem verdslig og kirkelig Sang. Kirkemelodierne bør altid være folkelige; men Folkemelodierne ere ikke altid kirkelige”. Endvidere hedder det hos Berggreen, at ”Psalme-Melodiernes Bevægelse altid bør holde sig inden for Langsomhedens Begreb” – i modsætning til det løsslupne tempo, der herskede i Vartov-menigheden. 

Dermed blev spørgsmålet om kirkesangens fornyelse i Danmark et spørgsmål om den romantiske salmetone (Vartov-sangen, Berggreen, Rung, Barnekow m.fl.) contra den ”stive koral”! og da ikke mindst de romantiske salmekomponisters indbyrdes stridigheder om kvaliteten af hinandens melodier.

Laubs kirkesangsreform
Men netop de romantiske kirkemelodiers voksende udbredelse betød, at de gamle koralmelodier i deres ”stive form” kom til at virke stadig mere fremmedartede og gammeldags i den danske gudstjeneste. Det var den situation, organisten ved Helligåndskirken (fra 1890 ved Holmens Kirke), Thomas Laub tog udgangspunkt i, da han første gang fremsatte sine synspunkter for en reformering af den danske kirkesang i bogen Om Kirkesangen (1887). Her slår Laub til lyd for en genoplivning af de gamle koralmelodier i deres oprindelige rytme og harmoni, som kan kendte dem fra tyske melodisamlinger, og som han havde oplevet dem sunget i Tyskland. I de følgende år tog Laub selv fat på at rekonstruere de gamle salmemelodier efter deres historiske forlæg. Adskillige af Laubs fornyelser af de ældre salmemelodier findes i Den danske Koralbog i dag. 

Men nok så vigtigt er det, at Laub også gjorde sig gældende som komponist. Når Laub allerede i 1880´erne begyndte at komponere salmemelodier (bl.a. den kendte melodi til ”O, du Guds Lam!”), må baggrunden også findes i hans beskæftigelse med de gamle kirkemelodier. Fordybelsen i den gamle kirkemusik måtte før eller siden føre til en kritik af de romantiske salmemelodier, og dermed afdække et behov for en række alternative melodier – især til Grundtvigs salmer. 

Laubs kirkemusikalske forbillede var en symbiose af den gregorianske sangs melodiske materiale, folkevisens rymiske form og renaissancemusikkens flerstemmighed. Med udgangspunkt i dette ideal komponerede han i tiden 1885-1927 i alt 103 salmemelodier. Heraf findes et stort antal i Den danske Koralbog, og en betydelig række af disse er kendte og indsungne i de danske menigheder. Man behøver blot at nævne melodierne til ”Alt, hvad som fuglevinger fik”, ”Alle mine kilder”, ”Lyksaligt det folk, som har øre for klang”, ”Vaj nu, korsets flag på voven”, ”Sov sødt, barnlille” og ”Stat op, min sjæl, i morgengry”. Hertil kommer melodier, som Laub komponerede efter gamle motiver: ”Giv mig, Gud, en salmetunge”, ”Denne er dagen, som Herren har gjort” og flere andre. 

Samtidig med, at disse melodier er inspireret af reformationstidens melodiformer, er de også umiskendeligt præget af den danske romantiske tone, Laub selv var runden af, og som var en forudsætning for, at hans melodier kunne blive levende kunstværker – og ikke blot historiske konstruktioner, som det ofte nok er blevet hævdet. 

I bogen Musik og kirke fra 1920 (genudgivet 1997) gør Laub status over kirkesangens udvikling i Danmark. I særlig grad betoner han her sin forståelse af Grundtvigs indsats på kirkesangens område. Ligesom Grundtvig skrev sine salmer ud af den gammelkirkelige tradition, således må også deres melodier være i pagt med den gamle kirketone. 

For Laub er problemet, at det 19. århundredes melodier til Grundtvigs salmer hidrører fra en helt anden sammenhæng, nemlig den såkaldte ”romance”, der er uden forbindelse til den kirkelige tradition. I Musik og kirke udsættes de romantiske salmemelodier for en åbenlys og generel kritik, der sammenfattende består i, at disse melodier mere tager sigte på at skabe patetiske og sentimentale stemningsbilleder end at understøtte salmens tekst. 

Trods det tidsbundne og det subjektive i mange af Laubs formuleringer, kan såvel hans teoretiske overvejelser som hans praktiske kompositioner stadig den dag i dag være til stor inspiration, når det gælder spørgsmålet om en musikalsk stil, der i lige grad tilgodeser det ”kirkelige” og det ”folkelige” i kirkesangen.

Laub og Samfundet Dansk Kirkesang

Laubs kompromisløse holdning – ganske særligt over for de romantiske melodier – skaffede ham naturligt nok mange modstandere på halsen og var desuden medvirkende til, at hans arbejde i lang tid blev nærmest ignoreret. Loyale støtter fandt han dog i komponisterne Lange-Müller og Carl Nielsen, og med tiden fik han også en betydningsfuld kreds af elever, blandt hvilke kan nævnes Thorvald Aagaard, Oluf Ring, Mogens Wöldike, Jens Peter Larsen, Povl Hamburger og Knud Jeppesen. Det var i denne kreds, initiativet i 1922 blev taget til oprettelsen af Samfundet Dansk Kirkesang, der fik navn efter Laubs koralbog fra 1918: Dansk Kirkesang. Gamle og nye Melodier. 

Siden har Samfundet Dansk Kirkesang virket for at udbrede kendskabet til Laubs kirkesangs-fornyelse. Dette er sket i takt med, at spørgsmålet om kirkesangens videre fornyelse løbende er blevet overvejet. I årene 1926-1992 afholdtes der regelmæssigt sommermøder af en uges varighed, og i de følgende år arrangerede Samfundet Dansk Kirkesang regelmæssigt weekend-kurser og dagsseminarer om salmesangens tekster og melodier. Siden 1940 har Dansk Kirkesang udgivet Dansk Kirkesangs Årsskrift, der indeholder artikler om hymnologiske, liturgiske og kirkemusikalske emner.
 
Formand for Samfundet Dansk Kirkesangs bestyrelse var indtil 1927 Thomas Laub, dernæst Mogens Wöldike 1927-1955 og igen 1971-1973, Henrik Glahn 1955-1971, Søren Sørensen 1973-1988, Christian Thodberg 1988-1994, Arne Berg 1994-1996 og Peter Thyssen siden 1996.

Peter Thyssen  

Litteratur

Primært må nævnes Henrik Glahn: Salmemelodien i dansk tradition 1569-1973, København 2000, der indeholder en udførlig redegørelse for kirkesangens udvikling i Danmark siden reformationen.

Til Thomas Laubs kirkemusikalske reformprogram, Dansk Kirkesangs historie m.v. henvises i øvrigt til Dansk Kirkesangs Årsskrift, 1940-.